FAQ

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du ikke fik besvaret dit spørgsmål.

Skriv til info@energivinduer.dk

Hvor mange penge kan jeg spare ved at udskifte alle mine vinduer i min helt almindelige villa?

Det er et ret kompliceret regnestykke. Typisk sparer man pr. år mellem 3-5.000 kr. Videncenter for energibesparelser i bygninger har lavet eksempler, som du kan finde på byggeriogenergi.dk.

Tallet for dit hus afhænger af, hvordan dine nuværende vinduer er, og hvordan de er orienteret i forhold til solen.
Prøv energimærkningsordningens energiberegner eller kontakt en energimærket vinduesproducent for at få et konkret overslag.

Hvis du gerne selv vil prøve at lave beregningerne for dit eget hus, kan du bruge beregneren på sbi.dk. Vær opmærksom på, at det kræver nogen viden og indsigt i dit hus’ tekniske data.

Er det svært at vedligeholde energivinduer?

Der stilles ikke større krav til vedligeholdelsen af energivinduer end til andre vinduer. Som tommelfingerregel bør du efterse og vedligeholde dine vinduer mindst en gang om året.

Vedligehold omfatter rengøring og smøring af de bevægelige dele som hængsler og beslag, samt kontrol af om tætningslister og glasbånd opfylder deres funktion.

Kan jeg få energivinduer, der passer til min gamle murermestervilla?

Ja. Man kan få A-mærkede energivinduer i alle stilarter, lige fra dannebrogsvinduer til opsprossede, koblede vinduer.

Hvor kan jeg finde nærmere oplysninger om de specifikke krav, der stilles til energivinduer?

Du kan finde alle relevante oplysninger på certifikatet.

Jeg har skiftet til energiruder. Er det ikke godt nok?

Både og. Vær opmærksom på, at du kun har skiftet ruderne, og ikke hele vinduet. Karm, ramme, evt. kuldebroer ved samlinger, utætte tætningslister og glasbånd, fugen til husmuren og evt. poste og gennemgående sprosser kan også være årsag til store varmetab.

Helt nye energivinduer i Energiklasse A med lavenergisprosser har noget bedre isolerende ruder end helt almindelige energiruder, og har ingen kuldebroer ved rammer eller sprosser. Typisk vil et gammelt vindue med en ny rude svare til energimærke D. Hvis du er i tvivl, kan du få lavet en beregning og evt. et termografisk billede af dit hus.

I hvilke materialer laves energivinduer?

Energivinduer fremstilles fortrinsvis i materialerne træ, plast, metal og FRP (Fibre-Reinforced Polymer) og i mange forskellige kombinationer heraf.

Læs mere under Find energivinduer her

Hvad sker der med mit indeklima, når jeg får nye, helt tætte vinduer?

Gamle vinduer er ofte så utætte, at de faktisk fungerer som en slags ukontrolleret udluftning. På godt og ondt. Frisk luft er godt. Træk er ikke godt.

Med nye og helt tætte energivinduer slipper du helt for træk. Men af samme grund er det meget vigtigt, at du husker at lufte ud for at få den friske luft ind. Astma-Allergi Forbundet anbefaler udluftning med gennemtræk fem-ti minutter tre gange dagligt.

Indvendig dug og kondens er et tegn på, at der trænger til udluftning. Et godt råd er, at du skal gentage udluftningen, til duggen er helt væk. I praksis vil Astma-Allergi Forbundets anvisninger være tilstrækkelige. Det er ikke en god idé at lufte ud i længere perioder end fem-ti minutter, så hellere flere gange af kortere varighed.

Udvendig dug og kondens er et naturfænomen og et tegn på, at dine vinduer isolerer supergodt, så det skal du i princippet være glad for. Jo bedre isolerende rude – des flere timers udvendig kondens. Men hvis det fx er et vindue, hvor udsigten nydes om morgenen, kan det imidlertid være til gene. Her kan udhæng, udvendig solafskærmning eller valg af specielle typer af glas afhjælpe.

Undgå skimmelsvamp
Læs mere her:
”Sådan undgår du skimmelsvamp”
www.bolius.dk

Kan det virkelig passe, at vi i lille Danmark er de førende på verdensmarkedet i at lave energineutrale vinduer?

Ja. Den danske vinduesindustri har gjort en hel del ud af at udvikle teknologien de senere år, og nu bærer investeringerne frugt. Tidligere har Tyskland været kendt for lavenergivinduer, men hvor tyske vinduer udelukkende har fokuseret på at mindske varmetabet, fokuserer danske energivinduer også på at øge varmeindtaget fra solen. I praksis vil det sige, at de tyske vinduer ofte har en meget bred ramme og dermed et mindre lysindfald, hvor danske energivinduer har dyb ramme, så vinduerne kan isolere, samtidig med at lysindfaldet ikke påvirkes.

Hvad gør jeg, hvis jeg finder ud af, at vinduet ikke overholder energikriterierne?

Hvis dine nye vinduer ikke overholder energikriterierne, kan du klage til Energimærkningsordningen. Inden du klager, skal du forgæves have reklameret skriftligt til din leverandør/håndværker.

Hvor meget forurener produktion, anvendelse og bortskaffelse af energivinduer i forhold til traditionelle vinduer?

Der er ingen ekstra forurening ved hverken produktion, anvendelse eller bortskaffelse for energivinduer i forhold til traditionelle vinduer. Men det er klart, at produktionen har sine omkostninger – så hvis du vil være ekstra god ved naturen, skal du passe og pleje dine vinduer så godt som muligt, så de holder så længe som muligt.

Vinduer er en meget sammensat konstruktion og ofte fremstillet af mange forskellige materialer, der hver især har en forskellig miljøvurdering, livscyklus og bortskaffelse.

Vinduets miljøbelastning finder imidlertid mest sted i brugsfasen, hvor vinduets energiegenskaber vejer tungest. Jo bedre energiegenskaber vinduet har, des mindre er miljøbelastningen i hele vinduets levetid.

Så hvis du vil bidrage til energi- og dermed CO2-besparelsen, holder du en konstant temperatur på 20 Co, også når du har fået skiftet dine gamle vinduer til nye.

Brancheforeningen VinduesIndustrien har fået udarbejdet branchemiljøvaredeklarationer for de fire mest almindelige typer af vinduer. Du finder miljøvaredeklarationerne her.